Sociale aktiviteter
For Dansk Kirke Thailand er sociale aktiviteter og fællesskab nogle af vores fokusområder. Vi ser det som en af vores vigtigste opgaver at knytte danskere, og alle med relation til Danmark, sammen ved festlige lejligheder, hvor vores danske traditioner og værdier kommer til udtryk. Dette sker eksempelvis ved fejring af danske højtider som fastelavn eller Skt. Hans, og vi mødes desuden jævnligt i en af kirkens såkaldte café-aftener, på en aftalt restaurant eller café, hvor vi i et par timer snakker om løst og fast og hyger i fællesskab.
Da kirken selv skal fundraise til alle aktiviteter og drift har vi valgt at forene det økonomiske med det sjove. Vi afholder således dansk julebasar og dansk gallafest i samarbejde med andre danske organisationer i Thailand, og vi har for nyligt introduceret sponsor-cykelture og kirkegolf til støtte for vores fortsatte arbejde.
Vi planlægger flere aktiviteter af denne slags, hvor alle er velkomne til at deltage.
Se mere om vores sociale aktiviteter her på siden under Kalender eller på kirkens Facebookside (Dansk Kirke Thailand) og se under begivenheder .